Lad barnet hjælpe til, så snart det kan gå og løfte en kop. Små, faste opgaver i hverdagen lærer barnet at tage del i familien, og vaner fra de første år holder ofte ved. Det tager længere tid, end hvis du gør det selv, men det betaler sig, når barnet bliver ældre.
Start tidligt, og start småt
Det, børn lærer om at hjælpe til, lærer de for en stor del af os voksne. Har barnet aldrig fået lov at hjælpe som lille, bliver det sværere at få det med som teenager. Mange forældre kæmper med at få de ældste børn til at tage del i de daglige gøremål, og problemet er ofte, at pligterne ikke har været en del af hverdagen fra begyndelsen.
Et barn, der kan tømme skufferne i køkkenet, kan også lære at lægge gafler og stille kopper på bordet. Med lidt hjælp kan selv en etårig være med til at dække bord. Det bliver ikke så pænt, som hvis du gjorde det selv, og det tager længere tid. Men barnet lærer, at tallerkener og bestik bruges til at spise af og ikke kun til at lege med på gulvet.
Opgaver, der passer til alderen
- De mindste: Lægge bestik og servietter på bordet, putte vasketøj i kurven, lægge legetøj på plads.
- Børnehavealderen: Dække bord, tømme opvaskemaskinens bestik- og plastikskuffer, hjælpe med at feje eller tørre støv af, vande planter.
- Skolebørn: Rydde op på værelset, tage skraldespanden ud, hjælpe med at lave mad og slå græs eller vaske bil sammen med en voksen.
Tilpas opgaverne, så barnet kan klare dem. Bliver de for svære, mister barnet modet. Lad barnet gøre det færdigt selv, også selv om resultatet ikke er helt som dit eget.
Gør det til en naturlig del af dagen
Pligter skal ikke være en straf eller en undtagelse. De fungerer bedst, når de er faste og hører til hverdagen, ligesom at børste tænder. Lav det gerne som en leg, og hold en fast rytme, fx at barnet altid dækker bord til aftensmaden.
Lad barnet være med i de store opgaver, så det kan mærke, at det bidrager. En femårig, der må hjælpe med at vaske bilen i sit eget tøj, der må blive vådt og snavset, føler sig stor og betydningsfuld. Det er sjovere, når man har det rette tøj på og får sin egen svamp eller spand.
Ros, ikke lommepenge
Belønningen for at hjælpe til skal være ros og anerkendelse, ikke penge. Vænner barnet sig til at få penge for at hjælpe, lærer det, at man kun gør noget, hvis der er noget at hente. Det kan gøre det sværere at tage initiativ senere, også uden for hjemmet.
En tre-årig kan vokse en hel meter ved at få at vide, at det var en stor hjælp at tømme opvaskemaskinen. Det er følelsen af at være med i fællesskabet, der betyder noget, og den får barnet af, at du lægger mærke til indsatsen.
Når det går i stå
Hvis barnet nægter at hjælpe, så undgå at skælde ud. Tal i stedet roligt om, hvad der skal gøres, og hvorfor det er vigtigt for familien. Vær tydelig om, hvad du forventer, og lav gerne en fast ordning for ugen, som alle kender. Ros det, der lykkes, og lad barnet prøve igen næste gang.