Hudplejemærket Dermalogica var kendt som en af de dyrere aktører på markedet. Ifølge en erhvervsartikel fra 2016 valgte mærket at nå en bredere målgruppe med en serie til teenagere, hvor prisen var tilpasset de unges økonomi.
Fra efteruddannelse til hudplejemærke
Historien begyndte med uddannelse. Kosmetologen Jane Wurwand grundlagde i 1983 The International Dermal Institute, hvor hun inviterede kosmetologer til efteruddannelse. Artiklen beskrev instituttet som noget af det ypperste, man kunne opnå af efteruddannelse som kosmetolog eller kropsterapeut.
Mens Wurwand underviste, gik det ifølge artiklen op for hende, at der ikke fandtes en hudplejeserie, som byggede på hendes overbevisning om, at huden skal være sund, før den kan blive smuk. I 1986 besluttede hun derfor at udvikle sin egen serie, og det blev starten på Dermalogica.
Tre mål for den første produktlinje
Visionen for det nye mærke var en produktlinje, der skulle opfylde tre krav:
- Være fri for ingredienser, der kan give irritation.
- Forbedre hudens sundhed.
- Kun være tilgængelig for kvalificerede kosmetologer.
Artiklen pegede på, at mærket dermed gjorde hudpleje til et spørgsmål om sundhed frem for skønhed. Fra en lille butik i Marina del Rey i 1980’erne voksede virksomheden til et hovedkontor på 13.471 kvadratmeter i Los Angeles og lokationer i op mod 50 lande.
Clear Start til teenagere
Serien, der var rettet mod teenagere, hed Clear Start. Artiklen beskrev den som en serie til teenagere og deres hud, både når det gjaldt effekt og prisklasse, og som lige så høj i kvalitet som mærkets øvrige produkter. Teenage-hud blev i artiklen karakteriseret ved udbrud, forhøjet talgproduktion, bumser og akne.
Prisen som strategi
Den lavere pris skyldtes en vurdering af, hvor mange penge teenagere typisk har til rådighed sammenlignet med voksne. Ifølge artiklen havde mærket vurderet, at unge let fravælger et godt produkt alene på grund af en høj pris. Derfor blev priserne sat markant lavere på netop denne serie. Som eksempel nævnte artiklen en ansigtscreme i serien til 150 kroner, hvilket var halvdelen af prisen på mærkets øvrige ansigtscremer.
Der var ingen aldersgrænse for at købe serien. Artiklen bemærkede, at også mange i 20’erne døjede med de samme hudproblemer, og at serien derfor også kunne være relevant for dem. Den anbefalede, at voksne med vedvarende problemer skiftede til en anden serie fra mærket, som var tænkt til voksen hud.
Hvad historien viser
Eksemplet var en klassisk prisstrategi: et dyrt mærke, der nåede en ny målgruppe ved at tilpasse prisen til kundernes økonomi i stedet for at sænke prisen over hele linjen. Artiklens udsagn om produkternes virkning var mærkets og artiklens egne og ikke noget, der her er kontrolleret.