I begyndelsen af 2014 pegede politikerne på, at der var for få kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, og regeringen arbejdede på en lov, der skulle ændre billedet. Forslaget gik ud på, at virksomhederne skulle sætte måltal for kvinders andel i bestyrelser og ledelse.
Tallene bevægede sig kun lidt
Danske kvinder var blandt de bedst uddannede i verden, og netop derfor ønskede politikerne flere af dem højt oppe i erhvervslivet. Men billedet i bestyrelseslokalerne passede ikke til uddannelsesniveauet. I september 2011 udgjorde kvinderne 11,6 procent af bestyrelsesmedlemmerne i de børsnoterede selskaber. I Erhvervsstyrelsens opgørelse fra maj 2013 var andelen 12,7 procent. Det var en beskeden stigning.
Udviklingen kom, selv om flere frivillige initiativer havde forsøgt at sætte gang i forandringen. Blandt dem var Charter for flere kvinder i ledelse og Operation Kædeværk. Målet med dem var at skabe en mere stabil balance mellem kønnene i toppen af erhvervslivet. Danmark lå samtidig i bunden, når landet blev sammenlignet med andre EU-lande.
Regeringens forslag om måltal
Manu Sareen og Ole Sohn udarbejdede sammen en såkaldt dansk model, som skulle fremme rekrutteringen af kvinder til toppen. Den byggede på velvilje over for forandring, fornyelse og mere ligestilling.
Forslaget indebar tre ting:
- Private og statslige virksomheder skulle gøres forpligtet til at sætte måltal for andelen af kvinder i bestyrelsen.
- Det samme skulle gælde for det øverste ledelseslag.
- Virksomhederne skulle rapportere om arbejdet, så man kunne følge op på, om målene blev nået.
Pointen var, at kravet gjaldt selve målsætningen og rapporteringen, ikke et bestemt resultat. Det var en forudsætning, at erhvervslivet var parat til at rumme forandringen.
Håb og tvivl
Politikerne håbede, at flere kvinder i toppen ville gavne erhvervslivet, ikke mindst fordi kvinderne havde høje karaktergennemsnit og en stærk uddannelsesbaggrund. De pegede også på, at danske kvinder kunne blive rollemodeller for kvinder i resten af verden.
Samtidig var der tvivl om, hvor meget lovforslaget i virkeligheden ville rykke. De frivillige initiativer havde ikke givet de store udslag, og det stod åbent, om et lovkrav om måltal ville gøre en forskel. Svaret måtte tiden vise.