I begyndelsen af januar 2022 var mundbind igen en fast del af hverdagen. De var påbudt i butikker og i den offentlige transport, og i butikkerne kunne man vælge mellem engangsmundbind, stofmundbind og visir. Spørgsmålene var, hvad der beskyttede bedst, og hvad der var billigst i længden.
Engangsmundbind
Et engangsmundbind var et kirurgisk mundbind, som kun skulle bruges én gang og derefter smides i skraldespanden. Det skulle være CE-mærket, og Sundhedsstyrelsen stillede strenge krav til dem. Det betød, at man kunne se på pakken, hvor effektive de var.
Der fandtes tre typer med forskellig beskyttelsesgrad: type 1, type 2 og type 2R. Ifølge Sundhedsstyrelsen var type 1 nok. Det vigtigste var at kontrollere, at mundbindet var CE-mærket. Fordelen var, at man ikke skulle gemme dem til vask. Man smed dem blot ud efter brug, og CE-mærket var et bevis på kvaliteten.
Stofmundbind
Stofmundbind var lavet af stof og kunne bruges igen, hvilket var mere miljøvenligt. Sundhedsstyrelsen havde ikke strenge krav til dem, og derfor gjaldt der andre anbefalinger. De skulle vaskes på mindst 60 grader, så bakterier blev fjernet, og man burde have flere, så man kunne skifte til et nyt, når det første var brugt, vådt eller snavset.
Et stofmundbind skulle bestå af mindst tre lag. Lagene skulle være tætvævede, men man skulle stadig kunne trække vejret. Mundbindet skulle sidde tæt til ansigtet. Fordelen var, at man sparede på engangsprodukter, og at det kunne være billigere at købe nogle få, som kunne vaskes.
Visir
Et visir var et værnemiddel af en gennemsigtig plastskærm med en rem, der blev spændt rundt om hovedet. Der fandtes visir, som dækkede hele ansigtet, og andre, som kun dækkede mund og næse. Visir sad ikke tæt til ansigtet og blev derfor primært brugt, når det var nødvendigt at kunne se ansigtet, eller hvis man af en bestemt grund ikke kunne bruge mundbind.
Hvad skulle man vælge
Med et engangsmundbind var man sikret en ordentlig kvalitet, og man skulle ikke huske at vaske det. Sundhedsstyrelsen anbefalede, at man brugte CE-mærkede mundbind, altså engangsmundbind. Et stofmundbind kunne være billigere og skåne miljøet, hvis det var et ordentligt tre-lags mundbind, men der var ikke strenge regler for dem, så man kunne risikere at få et, der ikke beskyttede særlig godt.
Visir blev betragtet som den type, der beskyttede mindst, fordi det ikke sad tæt til ansigtet. Det var et fint alternativ til dem, der ikke kunne bære mundbind, men for de fleste var mundbind det bedste valg. I sidste ende handlede det om, hvad man følte sig mest tryg ved, og hvad man kunne holde ud at have på i længere tid.