Glucosamin blev opdaget i 1876, men det varede mere end hundrede år, før stoffet blev udbredt som middel mod slidgigt. Historien er også en historie om, hvorfor forskere i Europa og Nordamerika ikke altid har kunnet blive enige om dets virkning.
Opdagelsen i 1876
Kirurgen Georg Ledderhose opdagede stoffet i 1876, mens han arbejdede med brusk sammen med en anden forsker i Strasbourg. Der gik en årrække, før man fik mere viden om det. I 1939 blev stoffets stereokemi beskrevet, altså hvordan molekylet er bygget op. Det har betydning, fordi to molekyler med de samme dele kan have forskellige egenskaber, hvis de er bygget forskelligt op.
Fra dyr til mennesker
Glucosamin blev først brugt til at behandle dyr i 1970’erne og senere også mennesker. I begyndelsen kunne stoffet kun gives som en indsprøjtning. I begyndelsen af 1990’erne lykkedes det at stabilisere det, så det kunne fås som tabletter. Stoffet er også blevet brugt til husdyr, der har fået slidgigt.
Markedet vokser i 1990’erne
I løbet af 1990’erne dukkede en række forskellige kemiske sammensætninger op, og markedet begyndte at vokse. Det blev brugt både i Europa og i Nordamerika, først som kosttilskud og senere som lægemiddel. Kilden skrev, at der på det tidspunkt blev solgt produkter med glucosamin for milliarder af kroner, i forskellige varianter og af forskellig kvalitet. Derfor anbefalede den at købe den slags produkter på et apotek, fordi apotekerne er underlagt streng lovgivning om blandt andet kvalitet.
Glucosamin i Danmark
I Danmark fik glucosamin for alvor fodfæste, da det i 2004 blev et tilskudsberettiget lægemiddel. Fra 2004 til 2010 havde omkring 130.000 danskere købt glucosamin på recept. I 2011 blev midlet fjernet fra listen over tilskudsberettigede lægemidler, og læger kunne dermed ikke længere udskrive recepter på det.
Det stoppede ikke brugen. Mange fortalte stadig om gode resultater og smertelindring. Baggrunden for beslutningen var uenighed blandt forskerne. Nogle rapporter viste tydelige forbedringer, især af smerter i knæene ved slidgigt, mens andre ikke kunne påvise en bedre virkning end en snydepille. Lægemiddelstyrelsen valgte på den baggrund at tage glucosamin af listen.
Striden om dokumentationen
Dengang pegede noget på, at virkningen afhænger af, i hvilken form stoffet tages. En af de større metaanalyser, som konkluderede, at glucosamin ikke virkede bedre end en snydepille, blev kritiseret af flere forskere, fordi den behandlede de forskellige former af glucosamin som ét og det samme. På det tidspunkt så det ud til, at der var enighed om, at glucosaminsulfat var den mest effektive form, og at det var den, man kunne få på danske apoteker.
Der blev dengang stadig forsket i stoffet, og kilden regnede med, at der kunne komme mere endegyldige svar, efterhånden som flere undersøgelser blev færdige.