Husarbejdet bliver sjældent fordelt efter en plan. Det glider over i vaner, og vanerne kommer ofte fra det, man selv så derhjemme som barn. Vil I have en fordeling, der føles rimelig, skal I tale om den og skrive den ned i stedet for at lade den ske af sig selv.
Hvorfor fordelingen skævvrider sig
Den, der først tager en opgave, ender tit med at beholde den. Køber den ene altid tøj til børnene, bliver den anden aldrig fortrolig med størrelser og behov. Står den ene altid ved grillen, lærer den anden aldrig at stå for aftensmaden i hverdagen. Det handler sjældent om uvilje, men om at opgaver bliver til rutiner, som ingen får øje på.
Det er også tit usynlige opgaver, der skævvrider mest: at huske fødselsdagsgaver, at se, at børnene er vokset ud af sko, at planlægge ugens måltider. Dem tæller man ikke med, før man begynder at skrive dem ned.
Lav en fælles liste
Sæt jer ned og skriv alt op, som skal ske i hjemmet i løbet af en uge og en måned. Tag også det med, der foregår i hovedet: planlægning, bestillinger, aftaler med skole og børnehave.
- Skriv ned, hvem der gør hvad i dag, uden at argumentere.
- Marker de opgaver, ingen af jer kan lide. De skal deles eller skiftes til.
- Fordel opgaverne efter lyst og tid, ikke efter køn.
- Giv hver opgave én ansvarlig, der også husker den, ikke kun udfører den.
Del ansvar, ikke kun handlinger
Der er forskel på at hjælpe til og at have ansvar. Hjælper den ene til, skal den anden stadig huske og lede. Giver I i stedet hinanden hele områder, for eksempel al tøjvask eller al indkøb af tøj og sko til familien, ved begge, hvad de selv skal have styr på. Den, der har ansvaret, bestemmer også, hvordan det gøres, så længe det bliver gjort.
Det kræver, at man tåler, at tingene bliver gjort på en anden måde. Vasketøjet bliver brugbart foldet alligevel, og aftensmaden smager fint, selv om opskriften ikke er din.
Byt rundt, og tal om det jævnligt
Lad opgaverne gå på skift. Den, der altid laver mad, kan i en periode få en anden rolle, og den, der aldrig har købt ind til familien, kan tage et par måneder. På den måde lærer begge det hele, og ingen er den eneste, der kan finde rundt.
Tal om fordelingen med faste mellemrum, for eksempel en gang hver anden måned. Livet ændrer sig: nyt arbejde, børn i en anden alder, en periode med sygdom. Det, der var rimeligt for et halvt år siden, er det ikke nødvendigvis nu.
Når samtalen sætter sig fast
Begynd med det, I hver især mangler, ikke med det, den anden gør forkert. Sig for eksempel, at du er træt af at være den, der altid ser, hvad der mangler, og spørg, hvordan I kan fordele det anderledes. Bliver samtalen ved med at ende i skænderi, kan en parsamtale hos en rådgiver hjælpe jer med at finde en måde at tale om det på.
Små, konkrete aftaler holder bedre end store løfter. Vælg to-tre opgaver, der skifter hænder i denne uge, og se, hvordan det går. Vælger I at købe hjælp udefra til de opgaver, ingen af jer vil, er det også en gyldig løsning, hvis det passer med økonomien.