Tallene i PH-lampernes navne henviser til skærmenes størrelse. Lampernes opfinder, Poul Henningsen, lagde vægt på, at lyset skulle sendes ud i rummet uden at blænde, og det prægede både designet og navngivningen.
Sådan læser du navnene
De ældre modeller havde til hver størrelse overskærm et tilhørende sæt mellem- og underskærme. PH 5-lampen havde for eksempel en PH 5/5 overskærm med en diameter på 50 centimeter, og underskærmen havde samme mål.
I nyere tid blev der indført flere skæve modeller, hvor skærmene har forskellige bredder. I PH 3/2 henviser det første tal til overskærmens diameter på 30 centimeter, mens underskærmen er hentet fra den tidligere model PH 2/2 med en diameter på 20 centimeter. Baggrunden var en stigende efterspørgsel efter pendler, der kunne hænge lavere. Lamperne blev blandt andet lavet som pendel, standerlampe, gulvlampe og bordlampe.
Tanken bag lamperne
Poul Henningsen var utilfreds med de elektriske pærer, som efter hans mening kastede et umuligt lys ud i rummet. Enten var lyset alt for intenst, eller også blev det opslugt af den indbyggede skærm. Hans vision var at gøre lyset så autentisk som muligt og samtidig kunne sende det ud i rummet med fuld styrke.
Derfor indførte han treskærmssystemet, der skulle undgå ubehagelig blænding. Han var funktionalist og modstander af unødvendige ornamenter, og det kunne ses i datidens ensformige design. Kilden beskrev ham som kulturkritiker, hvis syn på samfundet kom til udtryk i praktiske løsninger som PH-lamperne.
Pariserlampen
Alle PH-lamperne bygger videre på Pariserlampen, der første gang blev præsenteret på verdensudstillingen i Paris i 1920’erne. Den blev startskuddet til flerskærmslamperne, som blev PH-lampernes varemærke. Den traditionelle udgave bestod af seks skærme støbt i nysølv.
Arbejdet tog udgangspunkt i, at skærmene skulle have den rigtige virkningsgrad og vinkelgeometri, så lyset blev fordelt godt og blændingen blev mindre. Pariserlampen blev ifølge kilden Poul Henningsens internationale gennembrud.
Opalglaslampen
Opalglaslampen kom i forlængelse af Pariserlampen. Hensigten var at rette fejlene i blændingsreduktionen. Den blev lavet i mundblæst glas med sandblæste undersider, og skærmene har en nedadrettet form, så lampen sender meget lidt lys opad. Kilden kaldte den en af de mest blændfrie lamper på markedet.
Opalglasset, der blev brugt dengang, var langt mindre lysgennemtrængeligt end det overfangsglas, som blev brugt, da kilden blev skrevet.