I november 2018 meddelte Sundhedsministeriet, at regeringen ville indføre et eksternt referenceprissystem for medicin til sygehusene. Formålet var at lægge loft over de priser, som lægemiddelvirksomheder kunne tage for hospitalsmedicin i Danmark.
Hvad planen gik ud på
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby sagde i pressemeddelelsen, at hun egentlig foretrak, at markedet regulerede sig selv. Men en del af markedet var ikke omfattet af de frivillige aftaler, som allerede fandtes på området. Det var baggrunden for at indføre et system, der gælder for alle.
Et eksternt referenceprissystem fungerer ved, at virksomhederne melder deres priser i andre lande, og at prisen i Danmark fastsættes ud fra et gennemsnit af dem. Sådanne systemer fandtes allerede i flere andre europæiske lande, hvor de havde været med til at holde priserne på sygehusmedicin nede.
Ifølge ministeriet ville mellem 200 og 300 udenlandske virksomheder, som tilsammen solgte medicin i Danmark for mere end seks milliarder kroner, blive omfattet af systemet.
Hvorfor der kunne være penge at hente
Det var listepriserne, systemet skulle regulere. Sundhedsministeriet pegede på, at listepriserne i Norge og Sverige lå henholdsvis 10 og 13 procent lavere end i Danmark. Kunne Danmark opnå en tilsvarende besparelse, ville der blive frigjort penge til andre dele af hospitals- og plejeområdet. Indirekte kunne det betyde, at borgerne fik samme service for deres skattekroner til en lavere pris.
Frivillige aftaler skulle fortsætte
Der fandtes allerede aftaler mellem nogle producenter og det offentlige, som havde til formål at holde listepriserne på et håndterbart niveau. Ifølge pressemeddelelsen ville ministeren holde muligheden for frivillige aftaler åben også fremover. Danmark havde desuden en samarbejdsaftale med Norge på området, og den skulle genforhandles i forbindelse med udmeldingen om prissystemet.
Meget regulering i forvejen
Medicinområdet var allerede stærkt reguleret. Apotekerloven var kort forinden blevet ændret, så der kunne drives apotek på nettet, og der var kun givet to licenser til sådanne i Danmark. Der var også begrænsninger på, hvor apoteker måtte ligge, og hvor mange afdelinger de måtte have. Tanken var, at så mange som muligt skulle have en rimelig afstand til et apotek.
Også priserne på medicin, der sælges på apotek, var reguleret. Her fastsatte et system priserne for apotekerne. Forskellen til sygehusmedicin var, at patienterne får medicinen udleveret på sygehuset, mens de selv betaler på apoteket. Reguleringen sætter et loft over apotekernes avance på receptpligtig medicin og sikrer, at priserne for slutbrugerne er overkommelige.