I foråret 2019 blev et forsøg med videokonsultationer hos lægen udvidet til at omfatte alle patienter på Mors. Ideen var, at en del af kontakten med lægen kunne foregå over skærm i stedet for i lægens konsultation. Teknologien var i princippet den samme som i de videosamtaler, mange i forvejen kendte fra FaceTime, Messenger og Skype.
Et forsøg, der blev bredt ud
Videokonsultationer var på det tidspunkt ikke udbredt hos alle landets læger. På Mors havde man kørt med en prøveordning, og den blev nu tilbudt alle patienter i området. Andre aktører brugte også konsultationer over video. Aleris-Hamlet havde for eksempel lavet tjenesten Videodoktor, hvor patienter kunne tale med en læge på skærmen.
Selv om det kunne lyde futuristisk, pegede artiklen på, at teknologien var blevet så god, at lægen kunne se detaljer, hvis patienten skulle vise noget frem, for eksempel et område på huden.
Fordele for patienten
De fordele, der blev fremhævet, var først og fremmest, at konsultationen blev lettere og sparede tid. Patienten slap for transport og ventetid og kunne tage samtalen hjemmefra, hvis vedkommende var tryg ved formen.
- Besværlig bevægelighed: For dem, der havde svært ved at komme længere end fra seng til sofa, kunne en videokonsultation gøre en stor forskel.
- Isolation: Særligt for den, der boede alene og havde smerter i fødder eller ben, kunne turen til lægen være en udfordring.
- Medicin hjem: Hvis lægen kunne stille en diagnose online, kunne medicinen hentes eller leveres fra et netapotek.
- Trygge rammer: Nogle kunne have lettere ved at tale om psykiske problemer, mens de sad hjemme, end i konsultationen.
Håb om at afhjælpe lægemangel
En vinkel, der endnu ikke havde fundet indpas, var muligheden for at mindske lægemanglen. Artiklen understregede, at videokonsultationer ikke helt kunne erstatte de traditionelle læger, men at de potentielt kunne lette presset.
På det tidspunkt havde private virksomheder som Nordic Medicare måttet overtage nogle klinikker, fordi ingen læger ville overtage dem. Artiklen pegede på, at sådanne aktører kunne tilbyde videokonsultationer eksternt, så lægerne i klinikkerne fik mere tid til de patienter, der havde brug for at komme ind til en konsultation.
Man kunne også forestille sig, at lægestuderende i prøvestillinger tog sig af denne slags henvendelser. Det var dog kun forslag, og artiklen beskrev dem som muligheder, ikke som noget, der var besluttet.
Hvad artiklen pegede på
Konklusionen var, at videokonsultationer kunne blive en del af sundhedsvæsenets værktøjskasse i fremtiden, forudsat at patienten er tryg ved det. Ordningen var ny, og hvordan den ville fungere i praksis, var endnu uafklaret. Et akut forløb eller en undersøgelse, der kræver, at lægen mærker eller måler på patienten, kan ikke klares over skærm.
Artiklen pegede også på, at det ikke er alle, der er trygge ved at tale med lægen over en skærm. For nogle er det en lettelse at slippe for turen, mens andre foretrækker at sidde overfor lægen. Netop derfor blev videokonsultationen beskrevet som et supplement, patienten kunne vælge, og ikke som en erstatning for det almindelige besøg.