Efter arveloven arver et barn kun sine egne forældre. Dine børn arver dig, mine børn arver mig, og vores fælles børn arver os begge. Stedbørn arver ikke en stedforælder, medmindre det står i et testamente. Når I gifter jer med børn fra før, bestemmer lovens regler derfor en fordeling, som de færreste par selv ville have valgt.
Sådan fordeles arven uden testamente
Når en gift person dør og efterlader børn, arver ægtefællen halvdelen, og den afdødes børn deler den anden halvdel lige. Det gælder alle den afdødes børn, både fælles børn og særbørn. Er et barn død, træder dets egne børn i stedet.
Når den længstlevende senere dør, går hele den længstlevendes formue til den længstlevendes egne børn. Den førstafdødes særbørn får ikke del i den, heller ikke i den halvdel, den længstlevende arvede efter deres forælder.
Rækkefølgen afgør, hvem der får mest
Konsekvensen er, at det er tilfældigt, hvilket hold børn der ender med mest. Dør du først, går halvdelen af det, du efterlader, videre til din ægtefælle og derfra til din ægtefælles børn. Dine egne særbørn må nøjes med deres andel af den anden halvdel. Dør din ægtefælle først, er det omvendt.
Fælles børn arver begge forældre og står derfor stærkest uanset rækkefølgen. Er formuen samlet i en fælles bolig, kan forskellen mellem børnene blive stor, uden at nogen har ønsket det.
Arver stedbørn noget uden testamente?
Nej. Et stedbarn, også kaldet bonusbarn, er ikke arving efter sin stedforælder, uanset hvor mange år I har boet sammen som familie. Vil I, at stedbørn skal arve, skal de skrives ind i et testamente.
Det sætter tvangsarven en ramme for. En fjerdedel af den arv, loven giver ægtefælle og egne børn, er tvangsarv og kan ikke testamenteres væk. De resterende tre fjerdedele kan I fordele frit, for eksempel sådan at alle børn i familien stilles lige, eller sådan at hvert hold børn til sidst får det, der svarer til deres egen forælders del.
Stedbørn regnes til den nære familie, når der skal beregnes afgift af arven. Det gælder en ægtefælles særbørn. En ugift samlevers børn er ikke stedbørn i afgiftsreglernes forstand.
Kan arven til børnene gøres til særeje?
Ja. Den, der efterlader arv, kan bestemme, at arven skal være særeje hos modtageren. Så skal barnet ikke dele arven med sin ægtefælle, hvis barnet senere bliver skilt. Efter ægtefælleloven kan en arvelader vælge mellem de samme hovedformer for særeje, som ægtefæller selv kan aftale i en ægtepagt, for eksempel skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje. Bestemmelsen skal stå i et testamente for at gælde.
I kan også skrive, om barnet og dets ægtefælle senere må ændre særejet ved ægtepagt. Skriver I ikke noget, er barnet bundet af jeres bestemmelse.
For mindreårige og unge kan arven desuden båndlægges, så den ikke kan bruges frit. Tvangsarv kan efter arveloven båndlægges, indtil arvingen fylder 25 år, når det er bedst for arvingen. Båndlagt arv er som udgangspunkt skilsmissesæreje.
Det bør I tage stilling til
- Skal alle børn stilles lige, eller skal hvert barn arve efter sin egen forælders formue?
- Skal stedbørn arve, og hvor meget?
- Hvor meget skal den længstlevende have, før børnene arver?
- Skal arven være særeje, og hvilken form?
- Passer begunstigelserne i pension og forsikring til det, testamentet siger?
Tal med børnene om det, når de er gamle nok. En fordeling, der er forklaret, bliver sjældnere til en strid.
Hvornår bør I tale med en advokat?
Et testamente i en sammenbragt familie skal passe sammen med ægtepagt, ejerforhold og pensioner, og formuleringen har betydning for, hvem der til sidst arver hvad. Få derfor en advokat til at skrive det. Skifteretten kan svare på spørgsmål om selve behandlingen af et dødsbo. Teksten her er generel vejledning og ikke rådgivning i jeres konkrete sag.